Hvad regeringsgrundlaget siger om forskning og uddannelse
Den nye regerings udspil siger følgende om videregående uddannelse:
»Højere kvalitet på de videregående uddannelser
De videregående uddannelser skal give de studerende viden og kompetencer, som de studerende kan tage med sig og bruge i fremtidige job og livet i øvrigt. Der har været stort fokus på, at flere unge skal tage en videregående uddannelse. Det kan dog ikke stå alene. Uddannelserne skal også have høj kvalitet og være relevante for samfundet.
Kvalitetsudvalget har afdækket en række udfordringer i uddannelsessystemet, blandt andet er sammenhængen mellem studievalg og arbejdsmarked ikke god nok. Uddannelserne skal orienteres mod arbejdsmarkedets behov. Regeringen vil derfor indføre mere praksisnær undervisning på de videregående uddannelser. Og taxametersystemet skal reformeres, så det understøtter højere kvalitet på uddannelserne og beskæftigelse.
Intentionen med fremdriftsreformen er god, men den fungerer ikke godt nok. Regeringen vil justere fremdriftsreformen inden for den aftalte økonomiske ramme. Regeringen ønsker desuden et eliteniveau på universiteterne med henblik på at udvikle fremtidens forskere.«
Det eneste reelle indhold i første tekstafsnit er, at man nu ikke kun vil fokusere på kvantitet men også på kvalitet og relevans. Det er glædeligt, at man ikke kun ser på kvantitet, men så må man radikalt ændre finansieringsmodellen, som i dag netop udelukkende fokuserer på kvantitet: Et fast beløb per bestået eksamen, et fast beløb per færdig bachelor/kandidat, der ikke er forsinket i deres uddannelse, bøder til universiteterne, hvis studietiderne er for lange, osv. Ingen steder i finansieringsmodellen er kvalitet synlig -- tværtimod giver finansieringsmodellen et stærkt incitament til at sænke niveauet for at få flere studerende hurtigere igennem. Der er ualmindeligt svært at måle kvalitet, så det er i og for sig ikke overraskende, at man ikke baserer en finansieringsmodel på kvalitet. Ikke engang ledighedstal er et godt mål for kvalitet: Det er typisk konjunkturbestemt, om der er ledighed i en bestemt sektor, så i tider med stor efterspørgsel kan selv kandidater af lav kvalitet få arbejde, og i tider med overkapacitet kan selv de bedste kandidater stå uden job. Endvidere er nutidig beskæftigelse en meget dårlig indikator for fremtidig beskæftigelse, hvilket gør den forhenværende regerings dimensioneringplan til en skrivebordsøvelse uden hold i virkeligheden.
Af samme grund er det også en misforståelse at tro, at man skal indrette uddannelserne ensidigt efter erhvervslivets behov: Dels skifter behovene hurtigere end den forsinkelse, der ligger i et femårigt uddannelsesforløb, og dels vil det gøre uddannelserne bagudskuende: Erhvervslivet ligger typisk 10-20 år efter forskningen, så det er mere samfundsgavnligt at uddanne ud fra forskningens resultater end ud fra erhvervslivets kortsigtede behov. Og man kan også frygte, at en mere "praksisnær undervisning" vil gå ud over det teoretiske fundament. Den praksisnære undervisning hører hjemme på professionshøjskoler og ikke på universiteter. Ikke dermed sagt, at universiteterne skal være elfenbenstårne, men med et solidt teoretisk grundlag skal en færdig kandidat nok hurtigt få lært praksis. Det omvendte er derimod ikke realistisk.
Det er glædeligt, at regeringen har indset, at fremdriftsreformen ikke fungerer, men jeg tror ikke, at den kan repareres indenfor den "aftalte økonomiske ramme", som baserer på hypotetiske beregninger om gavnen af hurtigere studietider. Og dog: Et rent hypotetisk regnestykke kan nemt få et helt andet resultat, hvis man sætter andre hypotetiske forudsætninger og parametre på det. Man kan altid gribe et nyt tal ud af luften til at understøtte sin nye politik.
Sjovt nok omtales eliteniveau i samme afsnit som fremdriftsreform. De er ellers hinandens modsætninger, jævnfør ovenstående diskussion og kvalitet kontra kvantitet. Eliteniveau kræver tid til fordybelse, udbud af snævre kurser, der ikke i sig selv er økonomisk rentable ud fra den nuværende finansieringsmodel, der belønner enhver bestået eksamen ens, uanset niveauet, et stærkt forskningsmiljø og undervisere med tid til personlig vejledning (som heller ikke er rentabel i den nuværende model). Så umiddelbart tror jeg, at den største hindring for at få eliteuddannelse i Danmark er finansieringsmodellens ensidige fokuserer på kvantitet. Men jeg har ikke noget godt bud på en alternativ finansieringsmodel: Som sagt er kvalitet svær at måle. Så i stedet burde man måske se på en forbedring af mulighederne for forskningsuddannelser: Et øget antal PhD- og Postdoc-stipendier og et øget antal fastansatte forskere til at undervise og vejlede disse. Det koster penge, men det skal betragtes som en investering i fremtiden og ikke som en ren udgift.
Om forskning siger regeringsgrundlaget:
»AMBITIØS FORSKNING
Forskning giver os ny viden og er en væsentlig drivkraft for udviklingen af vores samfund. Regeringen vil prioritere grundforskningen såvel som anvendelsesorienteret og udfordrings-revet forskning, så vi får ny og brugbar viden til gavn for os alle.
Forskning af høj kvalitet er en vigtig forudsætning for, at erhvervslivet kan udvikle nye produkter og tjenesteydelser og dermed sikre videnstunge arbejdspladser.
Regeringen har det mål, at Danmark skal investere mindst 1 pct. af BNP i offentligt finansieret forskning. Der skal laves en analyse af den eksisterende forskningsindsats med henblik på at opnå viden om effekterne af forskningsinvesteringerne. Inden for den nuværende ramme skal midlerne prioriteres, så de understøtter danske styrkepositioner og erhvervslivets behov.
Danske universiteter skal tilhøre den internationale elite, både hvad angår forskning og undervisning. Danmark kan umuligt være førende inden for alle områder, men det er regeringens ambition, at de danske forskningsmiljøer skal være i absolut topklasse inden for udvalgte styrkepositioner og områder.
Samtidig skal der være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. Universiteterne skal tilrettelægge deres forskningsaktiviteter, så egenfinansieringen øges. Det kan f.eks. ske ved øget kommercialisering eller tiltrækning af midler fra virksomheder eller fonde.«
Det er glædeligt, at regeringen har indset, at forskning er en givtig investering og ikke blot en udgift, og det er også glædeligt, at man ikke ensidigt satser på anvendt forskning. Men jeg vil dog gerne se en forøgelse af midler, der ikke er øremærkede specifikke formål, før jeg tror det. Historisk er der sked et skred fra fri forskning mod planforskning. Og idet det næste tekstafsnit fremhæver erhvervslivets behov, kan man frygte, at det blot er tomme ord. Jeg synes i øvrigt ikke, at 1% af de offentlige midler til forskning er særligt ambitiøst.
Og det er nemt nok at sige, at universiteterne skal tilhøre eliten, men med den igangværende udsultning af universiteterne er det næppe realistisk endda at holde den hæderlige position, de store danske universiteter p.t. har. Hvis man sammenligner med eliteuniversiteterne i udlandet, er den væsentligste forskel fra de danske, at de i højere grad kan udvælge de bedste studerende blandt et meget stor befolkning, og at de har flere midler per studerende og ansat end de danske. Danmark er nok for lille til at et væsentlig fravalg af studerende er mulig, så den eneste realistiske måde at sikre eliteposition er gennem forøgede bevillinger. Jeg er derfor meget bekymret over det angivne ønske om, at universiteterne skal være mere selvfinansierede ved f.eks. øget kommercialisering af forskningen. Denne ide om, at universiteterne skal drives som virksomheder, er en komplet misforståelse af universiteternes rolle i samfundet, og vil kun sænke det faglige niveau og erstatte forskning med produktudvikling. Kommercialisering af forskning skal ligge hos erhvervslivet, som ansætter de kandidater, PhD'er og Postdocs, der har arbejdet med forskningen i deres specialer, afhandlinger og frie forskningsprojekter.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.